Elbiler i Volvo Cars' historie

Hans Hedberg, kulturarvschef hos Volvo Cars, står foran en af Volvos to første elbiler - en lille enhed, der ligner en papkasse på hjul. Det er en af de hundredvis af biler på Volvo-museet i Arendal.

For nogle år siden forlod han en tempofyldt karriere som motorjournalist og overtog rollen som kulturarvschef for Volvo Cars.

"Jeg er en del af brandteamet og sørger for, at vi bringer vores kerneværdier ind i den elektriske fremtid," siger Hans. "Vi har en 95-årig tradition for at bygge biler og er blevet en del af den svenske kultur. Det gør os unikke på en måde, som mange udfordrere kun kan drømme om.

"Som svensker er det nemt at tage Volvo for givet," fortsætter Hans. "Især for mig, der er født og opvokset i området, tæt på Volvo Cars. Men nu, hvor jeg har rejst rundt og testet næsten alle køretøjer, har jeg fået et udefrakommende perspektiv. Volvo er et brand, jeg er stolt af."

Volvos elbil fra 1976 blev delvist finansieret af Televerket (det svenske telekommunikationsselskab). På det tidspunkt diskuterede bilfirmaerne indsprøjtning, katalysatorer og turboladning. På trods af den nationale diskussion om elbiler og den tidlige udvikling af rene elbiler af det, der dengang hed Volvo Personvagnar, var den offentlige interesse lav.

Elbiler blev betragtet som langsomme, tunge og besværlige at oplade - og blev ikke taget alvorligt på det tidspunkt sammenlignet med køretøjer med forbrændingsmotorer, der blev stadig mere effektive og mindre skadelige for miljøet. Det var en skam, da begge Volvos to første fuldt elektriske servicebiler opfyldte deres opgaver: at køre kortere afstande for at levere post og hjælpe personalet på Televerket i Göteborg uden at generere emissioner.

Pressemeddelelsen fra efteråret 1976 understregede vigtigheden af at oplade elbilen med klimaneutral elektricitet. Tolv seks-volts batterier drev køretøjerne i en rækkevidde på 50 kilometer eller to timers kørsel. Dokumentation fra 80'erne og begyndelsen af 90'erne gør det klart, at fordelene og udfordringerne ved elbiler var de samme som dem, man ser i dag. De blev anset for at være mere miljøvenlige, mere støjsvage, billigere at vedligeholde og med en længere levetid. Batteriet var udfordringen.

En luksuriøs konceptbil

I et biludstillingslokale i Paris i 1992 viste Volvo Cars den luksuriøse konceptbil ECC. Selvom dens hybridløsning i form af en elmotor og gasturbine var imponerende, fik dens design, der antyder den kommende S80-model, mest opmærksomhed.

Set i bakspejlet bød 1995 på en mere interessant udvikling set fra et elektrificeringsperspektiv. Det var det år, Volvo Cars præsenterede en prototype baseret på den innovative 850-model, der var blevet introduceret fire år tidligere. Volvo 850 var unik med sit forhjulstræk og sideairbags og blev lanceret som "den sikreste bil i verden".

Hans forklarer, at Volvo 850 var Sveriges mest betydningsfulde industrielle investering på det tidspunkt og omfattede en elektrisk løsning.

En hybrid før sin tid

Prototypen HEV 98 var en opladningshybrid, der stort set fungerede på samme måde som moderne opladningshybridbiler, med både en opladelig elmotor og en almindelig forbrændingsmotor. Den blev udviklet for at opfylde et planlagt amerikansk lovkrav, som i sidste ende aldrig blev implementeret.

"Efter min mening er HEV 98 fascinerende," siger Hans. "Med en batterirækkevidde på 85 kilometer, en samlet rækkevidde på omkring 400 kilometer og en velpakket batteripakke var den bare for tidlig og for god til den tid. Den faktiske prototype er også fuldt kørbar. Som mange af vores konceptbiler har den kørt hundredvis af kilometer for at blive testet."

Men netop som opladningshybriden var færdigudviklet, besluttede Volvo Cars ikke at investere yderligere i el- og hybridbiler. På det tidspunkt talte man i bilbranchen mere om ydeevne end om brændstofforbrug og bæredygtighed.

Firmabilen Volvo C30

Volvo Cars fortsatte med at eksperimentere. I 2001 blev ISG-løsningen præsenteret som en integreret startgenerator, der oplader et 42-Volt-batteri og var en forløber for nutidens hybrider. I 2011 blev det næste kapitel introduceret, da en mindre serie af fuldelektriske Volvo C30'ere blev udviklet, delvist finansieret af Energimyndigheten til firmabilister i virksomheder og i regeringen. Bilerne blev opladet fra en stikkontakt, og rækkevidden var omkring 150 kilometer.

"Volvo C30 Electric viser, at vi havde en klar elektrificeringsstrategi for over ti år siden," forklarer Hans. "Bilerne blev mere og mere interessante, men vi var stadig lidt for tidligt på den. Den generelle debat handlede om miljøvenlige benzin- og ethanolbiler, dieselmotorer med lav kuldioxidudledning og sparsomt trimmede benzinmotorer.

"Alle, der har kørt en C30 Electric, ved, hvor god en bil det er," fortsætter Hans. "Enkelt, hurtigt og med praktiske løsninger til opvarmning af interiøret. C30 Electric var så berømt, at vi udviklede endnu en serie et par år senere. Selv i dag er disse biler standard på personaleparkeringen hos Volvo Torslanda."

Elbiler som en del af løsningen

Hans står endnu en gang foran elbil fra 1976. Projektet blev udviklet efter FN's miljøkonference i 1972, hvor Volvo Cars' daværende direktør, Pehr G. Gyllenhammar, sagde de berømte ord: "Som bilproducent er vi en del af problemet, og derfor må vi være en del af løsningen."

"Hvem vil ikke gerne have en lille, elegant eldrevet bybil nu om dage?" spørger Hans. "I dag vil bilkøbere overalt gerne have et køretøj, der er fremstillet og opladet på en bæredygtig måde. Tiden er med andre ord inde til elbilen fra 1976. Volvo Cars' syn på bæredygtig produktion af sikre biler, der altid sætter mennesker først, har aldrig været mere relevant.

Derfor har det aldrig været så spændende som i dag at arbejde med Volvo Cars' historie - og fremtid."